Fra Kalif til konge – 1000 års spansk historie fortalt gennem 24 personer af Nellie Vierhout

Uncategorized

Fra det ene til det samme

Det er en sympatisk ide, der ligger til grund for bogen: at ville formidle tusinde års Spansk historie til et bredere dansk publikum på letforståelig vis.

Men den fine hensigt står ikke mål med resultatet: portrætterne er ufokuserede, opremsende med overflittig brug af gentagelser, klicheer og umotiverede postulater.

Og så bliver der hevet et muligvis pædagogisk, men svært anakronistisk og anstrengt moraliserende lommepsykologisk perspektiv ned over de stivnede papmachefigurer af først og fremmest konger og regenter.

Indimellem er der dog små, sjove og pudsige biografiske anekdoter, som at lejesoldaten og den berømte ridder fra middelalderen, El Cid, bandt sit skæg op i et hårnet, før han drog i kamp for ikke at risikere at en modstander skulle tage ham ved skægget og derved tilføre ham et vederstyggeligt ærestab.

Mere end grisefest og Torremolinos …

Spanien er et populært rejsemål for solhungrende danskere, der vil ned til strand, vand og afslapning. Men Spanien rummer også andet og mere end Torremolinos og tapas-barer, som forfatteren skriver.

Landet har en særdeles dramatisk og omskiftelig historie, der trækker sine blodige spor op til vore dage. Og fortiden spiller stadig en stor rolle, fordi den endnu i dag i det moderne og demokratiske Spanien udgør en slagmark, hvor der kæmpes indædt om, hvem der sidder med den rette fortolkning og derved har den politiske og moralske legitimitet.

Der kan derfor være al mulig grund til en populærvidenskabelig fremstilling af Spaniens spændende og stadig aktuelle fortid til et dansk publikum, der ikke vil lade sig nøje med sol, vand, grisefest, ’Hola’ og’dos cervecas, por favor’.

Tusinde års spansk historie – hvem skal med?

Igennem 24 portrætter af betydende personer i de sidste tusinde år af spansk historie er det Nellie Vierhout, der er Cand.mag. i spansk og flittig spaniensfarende, sigte at lade de portrætteredes livshistorie bliver et vindue ind i den tid, de levede – i fra kaliffen Abs al-Rahman III til den nuværende spanske konge Juan Carlos.

Udover regenterne er der portrætter af føromtalte El Cid, Beceo, den første spanske digter, hvis navn er kendt, Columbus og malerne Velázquez og Goya. Bogen er opbygget kronologisk, men det skulle også være muligt mere eller mindre tilfældigt at læse enkelte portrætter. Jeg valgte dog den slagne kronologiske vej.

Man kan altid diskutere, noget forfatteren dog ikke gør, hvem der giver det bedste billede af en given periode – er det kongen, adelen, gejstligheden, borgerskabet etc. eller den store umælende masse af bønder, daglejere og fattige? Skal historien ses i et mere traditionelt oppefra og ned perspektiv, eller bør det være omvendt?

Det spiller naturligvis også ind, at som regel er de bedste og nogle gange eneste bevarede kilder dem fra kongen og højadelen. Men det er en mindre tilføjelse.

Hvad, der mere undrer, er, at der ikke i bogen gives nogle begrundelser for ’de store, betydningsfulde mænd og kvinder, som ikke er omtalt eller som kun perifert omtales. I sær én glimrer ved sit uforståelige fraværd: Spaniens diktator gennem næsten fyrre år, Francisco Franco. Nutidens Spanien og de fortsatte meningsskel er næsten uforståelige, hvis man ikke har et vist kendskab til borgerkrigen og Francos betydning og diktaturets udvendige mutationer fra sort-hvid korstogsretorik til Franco i rollen beskyttende landsfader.

Uinspireret og stiv fortælling med for mange fejl

Men også dette er trods alt en mindre kritik i forhold til den, man kan rette mod fremstillingen af de personer, der så til gengæld er i bogen.

Stilen virker famlende, refererende, ufri og upersonlig. Jeg kan ikke lade være at tænke, hvor den gejst, indlevelse og fortællerglæde, der burde bære projektet, er henne? Sprogligt er den borte i langt størstedelen af bogens sætninger, og de biografiske data føles som udenadslære, pligtstof for både læser og forfatter.

Lad mig give nogle eksempler på, hvad det er jeg mener:

Karl den 5. eller Carlos I?

Det gentages om og om igen at Karl den 5. herskede over ’et imperium, hvor solen aldrig går ned’. Desuden hedder Karl den 5. netop det på dansk og ikke Carlos I, som er det spanierne kalder ham (fordi han var Karl den 5. af det Tysk-romerske rige, men Carlos den første i Spanien). I teksten bliver han på helt vilkårlig vis og uden forklaring og grund nogle gange kaldet Carlos I og andre Karl den 5. så man måtte tro, der var tale om to forskellige personer.

Og mens vi er ved Habsburgerne. De var ikke kendt for at have en kraftig underlæbe, som der på et tidspunkt står, men derimod var de kendt for deres kraftige underkæbe.

Columbus var og forblev ’en genial opdager’ som det godt nok står flere gange, men han fremstår nu ikke særlig genial, snarere som et mysterium. Han var ’ et moderne menneske, tynget af sine rødder i middelalderen’ står der som konklusion, uden det forklares, hvorfor eller hvordan det så skal forstås.

De afsluttende, opsummerende afsnit gentager stort set ordret, hvad læseren efterhånden godt ved.

Var Juana den vanvittige loca?

Der er retoriske spørgsmål, som ikke bliver besvaret f.eks. var Juana den vanvittige ’ virkelige skizofren med paranoide, depressive og potentielt aggressive træk, som moderne psykiatere påstår, eller var hun bare en teenager, der regerede voldsomt på sine fjendtlige omgivelser?’

Ja, det jo ikke godt at vide, men vi skal mange århundreder frem før ’Teenager’ opstår som begreb, og så var det jo ikke på nogen måde ualmindeligt at blive gift som 15 – 17 årig i forne tider. Altså, hvad var kutyme og hvad var reel afvigelse fra normen?

I det hele taget virker Juana den vanvittige (datter af Isabel og Ferdinan den 2. – der konsekvent omtales ved sit spanske navn Fernando) mest som en vranten teenagekliche. Hun vil ’bare’ hjem til mand og børn, og hun har et opgør med sin mor: ’hvor der blev sagt ting, en datter ikke burde sige til sin mor’ – det er her umuligt at afgøre, hvem der løfter den moralske pegefinger – er det forfatteren eller dronningemoderen?

Mellem hvert portræt gentages større eller mindre dele af det forudgående. Læseren påduttes viden, teksten ikke har givet ham. Der skelnes tilsyneladende ikke mellem, hvad der måske er myte, og hvad der kan dokumenteres.

Bastante udsagn følges ofte ikke op af underbygning, og personernes moralske habitus vurderes ud fra en ensidig nutidig norm om, hvad individet burde stræbe mod: børn, familie, kærlighed, tolerance og fredelig sameksistens, mens magt, prestige, og ubøjelig chauvinistisk tro på kulturelle og religiøse fortrin synes at give et moralsk underskud hos den portrætterede.

Enkelte men for få lyspunkter

Der er som nævnt indimellem nogle små gode anekdoter, men de er ikke mange nok til, at de kan rette op på mit generelle indtryk af bogen: At den savner fokus, engagement, sproglig fantasi og først og fremmest en skrap, skarp og opmuntrende redaktør.

Reklame

Close

50% Complete

Two Step

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.