Futbolmania – spansk fodbold i sol og skygge af Kasper Kloch

De seneste par år har La furia roja, som det spanske landshold er kendt som i Spanien, været fuldstændig suverænt.

Langt om længe har de ufatteligt mange talentfulde spillere fra Spanien også kunne løfte trofæer med landsholdet. Og holdet er nu både regerende europamestre og verdensmestre. Udover de fornemme resultater er holdet med dets elegante, tekniske og offensive spillestil også blevet alverdens fodbold – kæledække.

Kasper Kloch der er Cand. Mag i spansk, og som tidligere har begået den fremragende bog om tyrefægtning En rejse i tyrefægtningens fodspor tager igen læseren med på en fornøjelig og meget stemningsmættet rundrejse i Spanien, hvor el matador, el capote, la espada og mandens ensomme kamp mod tyren fra forrige bog nu er afløst af toogtyve mænds kamp om den lille runde kugle på stadions rundt om i det fodboldgaleland.

Intensiteten, den næsten religiøse inderlighed og alvoren i tilhængernes forhold til deres klub, er følelser, der går igen fra forrige bog.

Kasper Kloch skriver virkelig godt, personligt, indimellem humoristisk og meget vidende om ikke bare fodbold, men om Spanien og spanske forhold generelt.

Og det er ham til stor ære at siderne simpelthen emmer af atmosfære, og af hvad man kunne kalde særlig spansk charme. Det gør bogen til en fornøjelse at læse, og jeg synes, han med denne bog elegant leverer analyser, perspektiver og reportage, der hæver sportsjournalistikken så ufatteligt mange lixtal over levebrødssportsjournalisternes klichefyldte og ulideligt repeterende banalsludder.

Bogen er i klasse med Joakim Jakobsens fortræffelige bog om 86´er landsholdet, Tynd luft, og Martin Tønner og Tommy Vorms ditto om F.C. Barcelona, Den våbenløse hær – på sporet af F.C. Barcelona.

Ligesom førnævnte bøger inddrager Kasper Kloch også det omgivende samfund, institutionerne, klubbernes historie og Spaniens særegne historie uden at tabe fokus fra det konkrete, og fra den fortælling, der binder historierne i bogen sammen, nemlig den om den altomfattende og næsten altfortærende passion, hvorigennem fodbolden opleves og gennemleves, hvad end det er med sødmefuld pinsel, ekstatisk lykke, forhutlet arbejderromantik eller aristokratisk selvbevidst arrogance.

Fodbold er den moderne verdens substitut for religion med Camp Nou og Bernanbéu som de store katedraler, men med kirker og fanatiske menigheder over hele Spanien:

Fodbolden er en af de få absolutter i et land, der er præget af regional ustabilitet, religiøst opbrud og politisk polarisering. Du kan skifte job, du kan skifte religion, du kan blive skilt og gift igen. Men du kan aldrig skifte dit fodboldhold ud med et andet.

Ikke uden grund gav den store afdøde spanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán sin sidste posthumt udgivne essaysamling om fodbold titlen:

Fútbol un religión en busca de un Dios (Fodbold, en religion på jagt efter en Gud).

Bogens første kapitel omhandler det spanske landshold, og landets modsætningsprægede og betændte forhold til det nationale på grund af landets historie under Franco.

Den momentane overvindelse af komplekset i kraft af landsholdes triumfer samtidig med den stadig stærkere løsrivelsestendens, særligt i regionerne Catalonien og Baskerlandet.

Derefter får vi reportager fra Athletic Bilbao i Baskerlandet, Real Madrid, Sevilla F.C. og Betis, Rayo Vallecano i arbejderforstaden Vallecas, Villarreal på Middelshavskysten, Atletico Madrid, F.C. Barcelona, Valencia og Málaga F.C.

Vi kommer rundt om de fleste klubber i den spanske Primera división med få undtagelser. Skulle jeg have ønsket mig noget mere af bogen, skulle det have været historien om henholdsvis Deportivo La Coruña i Galicien i nordspanien, der tidligere, i 1990erne, var en toneangivende klub i spansk topfodbold, men som nu frister en tilværelse under den bedste række – lidt ligesom Galicien i det hele taget; og så historien om Espanyol, der står i et særligt forhold til storbror F.C. Barcelona, der er flagskibet i den catalanske nationalisme.

F.C. Barcelonas og Real Madrids historie er nok mere kendte, hvorfor de mindre klubber er de mest interessante at læse om. Især synes jeg, at reportagen fra Athletic Bilbao og fremstillingen af klubbens forhold til ETA og rendyrkede forestilling om baskisk racerenhed, der medfører, at kun baskere optræder på holdet, er interessant læsning.

Og så vil jeg fremhæve kapitlet om Atletico Madrid, martyrernes klub, med nogle af de mest sejlivede og fanatiske tilhængere. Klubben der tidligere havde den mest rablende vanvittige, og megalomane præsident, Jesús Gil, som er set i international fodbold.

 Med en storbror som Real Madrid kan det være nødvendig
at blive mindet om, hvorfor det nu er man holder med Atletico,
der giver en så mange pinsler: “Far, hvorfor holder vi med Atletico?”
Kapitlet om arbejderklassens sidste stolthed, el orgullo de la clase obrera, Rayo Vallecano fra bydelen Vallecas i det sydlige Madrid gav mig en masse ny viden, og så indfanger afsnittet Un color especial om Sevilla og rivaliseringen mellem Betis og Sevilla FC bare så godt byen – Der er noget særligt over Sevilla, som Kasper Kloch skriver – og den dybtfølte kærlighed og næsten vanvittige besættelse af det, der måtte være ens fodboldhold, og medfølgende had og foragt overfor modstandernes hold, det være sig Betis eller Sevilla FC.

Som en indædt sevillista udtrykker det:

Min far var sevillista, men han havde ingen brødre Vores familiesammenkomster har altid været i min mors familie. Alle mine onkler, alle mine fætre, alle sammen béticos. Forstil dig, hvordan det er, når familien samles. De kører systematisk hån og chikane. Min egen familie. De er fanatiske. Vanvittige. Jeg håber af hele mit hjerte, at de bliver nede i anden division … 'Min søn er sevillista, forsikrer Manuel mig. ''hver aften når han skal sove, synger jeg Sevillas hymne for ham. Hvis ikke han hører den, vil han ikke falde i søvn””

Bogen giver ligesom En rejse i tyrefægtningens fodspor læseren en herlig indføring i et spansk kulturfænomen krydret med atmosfære og stemning. Det er en bog, selvfølgelig for de fodboldinteresserede, men da også for den generelt Spaniensinteresserede.

Det er næsten uomgængeligt, hvis man ordentligt vil forstå landet, også at have et vist indblik i et fænomen, der fylder så uendeligt meget og som måske bedre end andet kan udkrystallisere de mange komplekse og splittede nationale – og regionale – følelser, der præger det fodboldlidenskabelige land.