La cola de la serpiente / Slangens hale af Leonardo Padura Fuentes

For at nå frem til slangens hoved må man først finde dens hale

La selpiente tiene cola y tiene cabeza. Pol la cabeza se llega a la colita, y pol la colita se llega a la cabeza

I denne den syvende roman med den drikfældige, mad-og- kvinde-glade Mario Conde er vi tilbage i tiden til en sag fra 1989 om et makabert drab, der fandt sted i det eksotiske, men forfaldne kinesiske kvarter i Havana.

Det er en sag, der aldrig har sluppet sit tag i den melankolske detektivs jakkerevers: En gammel kineser bliver fundet hængt. Gerningsmanden har skåret en af ofrets fingre af og ridset en cirkel og to pile ind i brystet på den ulyksalige.

Mario Conde var på daværende tidspunkt stadig i politiet (med rang af løjtnant) og en kollega af ham, den smukke og uimodståelige Patricia Chon, der er halv kineser, beder Conde om at opklare mordet, da den myrdede var en ven af hendes far, der som ung mand som så mange andre i begyndelsen af århundredet forlod Kina og emigrerede til Cuba.

Un caso chino

Men det er ikke sådan bare at trænge ind i en næsten fremmed verden. Det hermetisk lukkede kinesisk-cubanske samfund, hvor smil og høflighed dækker over frygt, fortielse og loyalitet til døden.

Conde har sit hyr med at nå til bunds i denne sag, og sporene peger i mange forskellige retninger: narkoopgør, hævn, traditionel kinesisk ritualer eller afro-cubanske åndemageri? – Conde må vride sin tømmermandsplagede hjerne for at nå frem til gådens løsning.

Og da han når der til, ville han ønske, at han aldrig havde påtaget sig denne sag, som på flere planer afslører opofrelsen og loyalitetens tårnhøje pris.

I gode venners (drikke)lag

Hvis man af en krimi ønsker blod i spandevis, potent højoktan action og replikker skudt ud med en Tommygun er Leonardo Padura Fuentes nok ikke lige sagen:

Tempoet er adstadigt luntende, der er god tid til at Conde kan mødes med sine gamle venner og under indtagelse af billig, dårlig rom med Creedence Clearwater Revival gennem højtaleren kan mindes svundne dage med baseball og forfatterdrømme intakt – dengang hans bedste ven ’Tynde’ Carlos endnu levede op til sit tilnavn, og de sidste illusioner om det kommunistiske Cuba ikke havde afsløret sig som sådanne.

Emmer af Cuba

Det er fremstillingen af det moderne Cuba, dets menneske, og den eksotiske livsglæde på trods af vareknaphed, isolation og ulykker, som er Padura Fuentes’ romaners sande styrke: kvinder nedlægges og nydes ublu; der pulses på potente cigarer, og alkohol nedsvælges.

Og når endelig det lykkedes at skrabe noget mad sammen, bliver der fråset i sande madorgier.

Og så er romanerne selvfølgelig værd at læse for fremstillingen af den meget sympatiske, karismatiske, selvironiske og melankolske Mario Conde, der alle genvordighederne til trods er dejligt befriet for letkøbt og verdenstræt kynisme.

Slangens hale giver desuden et interessant indblik i en kinesisk-cubansk kultur på retræte, og det giver ekstra kolorit at Padura Fuentes igennem romanen lader kineser-cubanerne tale med egne ord og talemåder (bogstavet r findes ikke på kinesisk, derfor bliver det spanske r for en kineser til et l jvf. citat).

Det var en særdeles behagelig læseoplevelse at nyde denne lille atmosfærepakkede roman fra det dampende hede Havana.

 Køb La cola de la serpiente her (reklamelink)

Læs interview med Leonardo Padura Fuentes

Læs anmeldelse af Manden der elskede hunde af Leonardo Padura Fuentes

Reklame

Close

50% Complete

Two Step

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.